Foreningerne bag   |   Vedtægter   |   Kontakt   |   Gå til forsiden
Tange Sø Bryg



Musiksponsorer:







Vedtægter

Vedtægter for Den Selvejende institution Tange Sø Folk Festival:

§ 1. Navn og hjemsted
”Tange Sø Folk Festival” er en almennyttig selvejende institution med hjemsted i Ans.

§ 2. Formål og vision
Tange Sø Folk Festival har til formål at forestå planlægning, koordination og gennemførelse af en årlig folk music festival i Ans ved bredden af Tange Sø på ikke-kommerciel basis som en fast forankret del af den brede vifte af kulturelle aktiviteter i Midtjylland.

Stk. 2: Det er Tange Sø Folk Festivals vision at blive en veletableret og attraktiv kulturel aktivitet, der er kendt i store dele af landet for god og velklingende folk music med hovedvægten på den irske/skotske genre samt folkelig råhygge midt i et stykke fantastisk dansk natur.

§ 3. Samarbejde
Den selvejende Institution fungerer i forhold til festivalen som en paraplyorganisation for de lokale foreninger m.fl. der tager et medansvar for en årlig musikfestival, herunder med deltagelse af frivillige kræfter.

Stk. 2: Tange Sø Folk Festival lægger vægt på god koordination og et godt samarbejde med øvrige kulturelle aktiviteter i lokalområdet samt i det øvrige Midtjylland med det mål, at aktiviteterne understøtter og supplerer hinanden bedst muligt.

Stk. 3: Tange Sø Folk Festival afholdes én gang årligt – som udgangspunkt i august måned, idet der ved fastlæggelse af datoer tages mest mulig hensyn til placering af øvrige kulturelle aktiviteter i Midtjylland.

§ 4. Ledelse
Den selvejende institution ledes af en bestyrelse på 7 personer, der udpeges af følgende foreninger:
• Ans Idrætsforening udpeger 1 repræsentant
• Musikforeningen Polyfon udpeger 1 repræsentant
• Ans Handelsstandsforening udpeger 1 repræsentant
• Lions Club, Kjellerup udpeger 1 repræsentant
• Tange Sø Whisky og Øl Laug udpeger 1 repræsentant
• Ans Borgerforening udpeger 1 repræsentant

Bestyrelsen udpeger desuden 1 medlem blandt særligt interesserede.

Stk. 2: Valgperioden er 2 år fra 1. januar. Første valgperiode er fra 1. april 2008 – 31. december 2010. For repræsentanter udpeget af Ans Idrætsforening og Musikforeningen Polyfon er den første valgperiode 1. april – 31. december 2009. Der kan ske genudpegning.

Stk. 3: Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal, idet formandens stemme er udslagsgivende ved stemmelighed.

Stk. 4: Institutionen tegnes udadtil ved underskrift af formanden. Formanden er talsmand for festivalen.

Stk. 5: Bestyrelsen nedsætter et antal udvalg, der relaterer sig til de respektive hovedopgaver omkring tilrettelæggelse og gennemførelse af festivalen jf. ansvarfordeling fastsat af bestyrelsen. Udvalgene supplerer sig med medlemmer uden for bestyrelsen.

§ 5. Økonomi
Festivalens udgifter finansieres bl.a. gennem deltagerbetaling, sponsorater, samt underskuds-garantier fra lokale foreninger, der træffer beslutning herom.

Stk. 2: Tange Sø Folk Festival disponerer i henhold til reglerne om momsfritagelse.

Stk. 3: Institutionen etablerer ved hjælp af engangstilskud en reservefond (særlig bankkonto) til dækning af uforudsete underskud i tilfælde af et år med dårligt vejr eller anden uforudset årsag til manglende publikum.

Stk. 4: Efter en indkøringsperiode på 2-3 år, startende i august 2007, sigter Institutionen mod at Tange Sø Folk Festival er en selvbærende aktivitet, der er helt uafhængig af tilskud fra kommunen eller andre offentlige instanser.

Stk. 5: I tilfælde af overskud ved den enkelte festival, træffer bestyrelsen beslutning om udbetaling af støtte til lokale almennyttige aktiviteter i regi af de foreninger m.fl., der støtter festivalen med frivillig arbejdskraft. Dog således, at den i stk. 3. nævnte reservefond altid bevares intakt.

Stk. 6: Der påhviler ikke bestyrelsens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler Institutionen.

Stk. 7: De lokale foreninger, som beslutter at bevilge underskudsgaranti til Tange Sø Folk Festival, har ingen forpligtelse eller hæftelse udover den bevilgede garanti til en konkret festival.

Stk. 8: Institutionens regnskab føres af kassereren.

§ 6. Budget, regnskab og revision
Bestyrelsen behandler og godkender det overordnede budget for festivalen. Der budgetteres altid ud fra et forsigtighedsprincip.

Stk. 2: De nedsatte udvalg udfører deres opgave inden for det overordnede budget. Udvalgene udarbejder selv detailbudgetter inden for eget område og inden for den af bestyrelsen fastsatte udgiftsramme.


Stk. 3: Senest 1 måned efter afholdelse af den enkelte festival forelægger kassereren et foreløbigt regnskab for bestyrelsen, der herefter træffer beslutning om håndtering af resultatet.

Stk. 4: Senest 3 måneder efter afholdelse af den enkelte festival forelægger kassereren et endeligt regnskab til bestyrelsens godkendelse, efter forudgående revidering hos registreret eller statsautoriseret revisor.

§ 7. Vedtægtsændringer
Disse vedtægter kan kun ændres på et møde, hvor bestyrelsen er fuldtallig og med et flertal på mindst 3/4.

§ 8. Ophør
Tange Sø Folk Festival kan ophæves på møde, hvor bestyrelsen er fuldtallig og med en majoritet på mindst ¾.

Stk. 2: I tilfælde af ophør skal festivalens formue anvendes til almennyttige, kulturelle formål på egnen efter bestyrelsens nærmere beslutning.

*******

Således vedtaget på et stiftende møde i Ans den 25. februar 2008 og revideret på et bestyrelsesmøde den 25. september 2009.


Kristian Pihl Lorentzen
Formand for Tange Sø Folk Festival

Eli Dalsgaard
Næstformand for Tange Sø Folk Festival

Paw Nielsen
Kasserer for Tange Sø Folk Festival


© Tange Sø Folk Festival  ·  Skriv til os på E-mail  ·  Hjemmesidedesign: georgi.dk