Årets
hovednavn på Tange Sø Folk Festival er den engelske sanger, violinist, guitarist
med mere, Seth Lakeman med band. Seth Lakeman, der er født i 1977, debuterede
som solist i 2002 med albummet The Punch Bowl og to år senere kom hans store
gennembrud Kitty Jay, som opnåede den sjældne ære (ikke mindst for en cd med
folk-musik) at blive nomineret til den prestigefyldte Mercury Music Price side
om side med rocknavne som Coldplay og Kaiser Chiefs. Siden har han udgivet tre
cd’er, senest i 2010 Hearts And Minds.
Om hans optræden på Tønder Festivalen i 2007 skrev Lissen Jacobsen på
Rootszone.dk:
Magi i luften
"Han åbnede sidste års Tønder Festival i Telt 1 torsdag aften, og både han,
bandet og publikum var tændt fra første minut. Den intense koncert på godt en
time var en tour de force for det unge fænomen. Lakeman leverede i den grad
varen - med høj energi, dynamik, tæt samspil, følsomhed og nerve. Han vekslede
mellem at spille violin, guitar og banjo og sang sine engelske folkperler, der
ofte har (næsten) pophit-længde og ditto tilsnit og samtidig rummer en stærkt
rytmisk rockfeeling. Det stod lysende klart, hvorfor Seth Lakeman har
potentialet til at række langt ud over folkscenen, og han er også helst fri for
at blive placeret i en bestemt musikalsk boks. Hans "100mph fiddling" og hans
stemmes hypnotiske kvalitet nærmest trækker lytteren ind i sangenes univers."
Del med vennerne:
Læs mere om Seth på hans hjemmeside
![]()
© Tange Sø Folk Festival · Skriv til os på E-mail
· Hjemmeside design: georgi.dk